Skovene i Danmark er så smukke, når bøgen springer ud. Det varer ikke længe! Dagens quiz handler om skoven lige nu. Billederne er fra Præstevang Skov ved Hillerød i slutningen af marts.
Anemonen er et sikkert tegn på, at nu er foråret her! Et velkendt digt starter sådan her: ”Ane lagde Anemoner i kanonen på Trekroner”. Hvem har skrevet det?
Her er noget, der ligner en mose. En lang række steder i Danmark hedder noget med mose. Hvad hedder mosen, der ligger i den nordvestlige del af Storkøbenhavn tæt på bl.a. Brønshøj og Bispebjerg?
Den lille, gule guldstjerne er en anden forårsbebuder. I hvilket eventyr spiller en guldstjerne en rolle? Måske er det ikke en blomst, men en guldstjerne er det.
En blishøne på farten! Det er en almindelig ynglefugl i søer og moser. På dansk har ”fulica atra” fået sit navn efter den hvide blis i panden. Men hvad mon den hedder på svensk?
Tidligere troede man, at vorterod virkede mod vorter, hæmorroider og bygkorn. I dag kan man stadig finde vorterod brugt i naturmedicin. Hvilken form har vorterodens blade?
Her er nogle træer, de er ikke sprunget ud endnu. Den danske digter, højskoleforstander og sognepræst Chr. Richardt skrev i 1872 et meget smukt forsommerdigt, hvor han lovpriser den danske natur. Han beskriver her et træ, som ”knoppes”. Hvad er det for et træ?