Har du et yndlingssted i København?
“Jeg holder meget af København som grøn by og vil derfor anbefale Den Grønne Sti. Det er en cykelrute der går tværs gennem byen – fra Tagensvej med Mjølnerparken til Roskildevej med Domus Vista. Det er sightseeing for specialister. Her er et par nedslag:
Superkilen med Den Røde Plads mellem Nørrebrogade og Mimersgade er en kulturel legeplads for børn og voksne. Broen over Ågade er en udfordring, når man kører op, og et sus i maven, når man kører ned. Fra Ågade mod Falkoner Allé og Frederiksberg Centret kan man bilde sig ind, man kører i en skov – og midt i det hele ser man en lille plads til fitness i det fri. Sidste del af ruten fra Peter Bangs Vej mod Roskildevej løber mellem Solbjerg Kirkegård og en række kolonihaver – og pludselig står man i et helt ordinært byområde med højhuse og biler.”
Har du et yndlingssted uden for København?
“Tag din cykel, sæt den i et tog, bagefter på en færge. Og besøg en af de mange danske øer. Blandt mine favoritter er: Samsø, Læsø, Ærø og Langeland. Hver ø har sin særlige måde at være ø på. Hvorfor tage sydpå om sommeren, når der er så mange muligheder i Danmark? Det er rigtigt, at vejret er meget skiftende, og man kan ikke være sikker på, at solen skinner hver dag. Men variation er godt, og på en ø lærer man at tage livet som det kommer. Roligt.”
Pernille Lemvig-Fog
Vi har spurgt vores undervisere, om de kan anbefale et sted, et stykke dansk musik eller en dansk kunstner. Her kan du se, hvad Pernille anbefaler.