Menu

Tanja Ettin

Vi har spurgt vores undervisere, om de kan anbefale et sted eller en aktivitet i eller uden for København. Tanja anbefaler flere steder, der er gode, hvis du har børn.

Har du nogle yndlingssteder i København, der er velegnede, hvis du har børn?
"Jeg bruger en masse af min fritid sammen med min 4-årige søn, Leo, og vi er nærmest blevet eksperter i at finde gode, gratis steder i København, hvor både børn og voksne kan have det sjovt sammen.

På en gråvejrsdag anbefaler vi en tur på et af byens mange biblioteker, fx Hovedbiblioteket i Krystalgade, der har et kæmpe børneområde, hvor børnene både kan finde gode bøger og også lege og løbe rundt - mens de voksne får sig en kaffe fra bibliotekets café.

På solskinsdage kan man fx tage en tur på Tårnlegepladsen i Fælledparken, hvor der er rutsjebaner og vandleg til alle. Eller man kan tage toget til Klampenborg, hvor Dyrehaven byder på spændende oplevelser året rundt. Blandt vores favoritter er at spille dyrebingo (hvor vi selv medbringer ”bingoplader” med billeder af forskellige små og store dyr), at sætte drage op i blæsevejr og at kælke, hvis vi er heldige nok til at få en smule sne.

Et sidste yndlingssted er Bastard Brætspilcafe, hvor man kan finde stort set alle de brætspil, man overhovedet kan drømme om, samtidig med at man får sig en kæmpe varm kakao med flødeskum og skumfiduser!"