Menu

Hvordan kan vi give elever større motivation og engagement til at lære sprog?

Kom med til debat, når vi deler resultaterne fra vores seneste projekter med sprogcoaching i gymnasiet og grundskolen.

Sprogcoaching er en succes – men hvorfor?
I fire år har Studieskolens kompetencecenter le:v:el uddannet undervisere i sprogcoaching – en metode til at øge motivationen for sproglæring hos eleverne. Vi har netop færdiggjort den første store effektmåling af metoden i gymnasier, og resultaterne er overvældende positive.

Men hvad er det, der sker, når sprogcoaching bliver brugt systematisk i sprogundervisningen? Det tager vi op til dette debatarrangement, hvor vi lover, at du kommer hjem med gode ideer og inspiration til din undervisning. Arrangementet er for dig, der underviser i sprog i gymnasiet eller grundskolen eller på anden vis er interesseret i området.

Hvad er det ved sprogcoaching, der virker – og hvordan virker det?
Vær med, når vi diskuterer resultaterne fra effektmålingen i gymnasiet og et pilotprojekt med sprogcoaching i grundskolen. Vi kigger nærmere på, hvad der ligger bag:

  • Hvorfor skaber sprogcoaching begejstring?
  • Hvorfor er sprogcoaching et godt værktøj for skolerne?

Vi kommer også ind på, hvad der kan forhindre lærere i at komme i gang med at bruge sprogcoaching – og hvordan det kan tackles. Et spændende resultat fra undersøgelsen var, at sprogcoaching også øgede lærernes egen motivation, så det kommer vi selvfølgelig også ind på.

Hør andre læreres erfaringer og få gode input og ideer til sprogcoaching
Du kommer til at møde lærere, der arbejder systematisk med sprogcoaching i deres hverdag. Lærerne giver smagsprøver på deres arbejde og den effekt, det har for dem og deres elever.

Du får casebeskrivelser fra en række gymnasier og grundskoler, der bruger sprogcoaching på forskellige måder, og du får mulighed for at diskutere med andre lærere, hvordan du kan omsætte sprogcoaching i dit eget arbejde.

Tag en god dosis inspiration med hjem – og med i skole!
Det bliver en hyggelig og inspirerende aften. Vi byder på bobler (med eller uden procenter). Tag gerne en kollega eller to med, så I kan fortsætte debatten på jeres egen skole eller gymnasie.

Tak til NCFF, som har støttet effektmålingen af sprogcoaching i gymnasiet og pilotprojektet med sprogcoaching i grundskolen.




Debatarrangementet foregår:

Onsdag den 12. marts kl. 17.00-19.00
På Studieskolen, Borgergade 12, lok. 131-133

Arrangementet er gratis, men vi beder om tilmelding.


Tilmeld dig

Studieskolens kompetencecenter le:v:el inviterer løbende til debatter, hvor vi stiller skarpt på motivation og læring i sprogundervisning. Dette er nummer 8 i rækken.

Du kan læse mere om de gode resultater her: Ny undersøgelse: Sprogcoaching er en vinder for både lærere og elever.