Kom og del dine erfaringer med at undervise i sprog – og deltag i et kort Sjov med sprog-oplæg på engelsk, fransk, tysk eller spansk. Her prøver du på egen krop fremmedsprogsundervisning, hvor undervisningen kun foregår på målsproget. Du er med til en aktivitet eller en øvelse, som indeholder spil, leg og/eller bevægelse, som styrker det talte sprog. Denne øvelse eller aktivitet får du selvfølgelig med hjem, så du kan bruge den direkte i din egen undervisning allerede næste dag.
Petra Daryai-Hansen, lektor i fremmedsprogsdidaktik på KU og Christoph Schepers fra le:v:el, Studieskolens kompetencecenter for sproglærere, sætter rammen for dagens debat – de deler tanker, forskningsresultater og erfaringer om undervisning i fremmedsprog. Hvad er det gode ved at undervise konsekvent på målsproget, og hvor giver det mening at trække på andre sprog – fx modersmål eller engelsk?
Program
15.30-15.50 Debatoplæg ved Petra Daryai-Hansen, lektor i fremmedsprogsdidaktik på KU, og Christoph Schepers fra le:v:el, Studieskolens kompetencecenter for sproglærere.
15.55-16.55 Introduktion til Sjov med sprog på målsproget. Vælg mellem et kort oplæg på engelsk, fransk, tysk eller spansk.
17.00-17.30 Debat - Giver det mening kun at undervise på målsproget, og kan det overhovedet lade sig gøre? Bliver sprogundervisningen bedre, når der inddrages andre sprog, fx dansk, engelsk eller modersmål? Kan Sjov med sprog være et værktøj i undervisningen?
Kom og bliv klogere, vi glæder os til at se dig.
Vi giver en kop kaffe.
Arrangementet blev afholdt onsdag den 30. november 2022 kl. 15.30-17.30 på Studieskolen, Borgergade 12, 1300 København K.
Fyraftensdebat: Motiverer målsproget?
Bliver sprogundervisning mere relevant, motiverende og sjovere for eleverne, hvis vi kun underviser på målsproget? Giver det mening kun at undervise på målsproget, og kan det overhovedet lade sig gøre?