Menu

Historie 1

Fortælle en historie ud fra sit eget billede

NB: Værktøjet her ligner værktøj 1 i ”at arbejde med skrivefærdigheder”, men her med fokus på talefærdigheder.

Hvordan gør værktøjet en forskel?
Stort set alle har efterhånden en mobil/smartphone med i undervisningen, og dermed har de permanent adgang til et antal billeder, de har en relation til. Her ligger et kæmpe lager af relevant og vedkommende undervisningsmateriale, så i stedet for at bede deltagerne om at slukke mobilerne, gælder det om at få dem til at bruge dem.

Formål

  • Træne tale- og lyttefærdigheder.
  • Træne det aktive ordforråd omkring dagligdags emner.
  • Involvere og aktivere alle deltagere med vedkommende emner.

Forkundskaber og udstyr
Kræver stort set ingen forkundskaber eller teknisk viden.

Tid
Der er ingen forberedelsestid, og selve øvelsen tager 10-20 minutter.

Beskrivelse

  • Bed deltagerne om at tage et billede med, som betyder noget for dem. Billedet kan ligge på deres telefon/kamera i forvejen, eller du kan bede dem om at tage et par billeder i løbet af ugen og vælge ét, som de vil vise. 
  • Del deltagerne i grupper a tre til fire. 
  • Deltagerne viser billederne til hinanden og fortæller billedets historie. 
  • Efterfølgende beder du to grupper om at blande sig, så to fra en gruppe mødes med to fra en anden gruppe: Her er det så partneren, der præsenterer sin ”makkers” billede og historie for de andre to. Historiens ejer retter, hvor indholdet ikke svarer til originalen. Alle fire billeder og historier bliver fortalt. 
  • Efterfølgende kan én historie vælges og fortælles i plenum.

Variant
Grundidéen med, at deltagerne tager egne billeder med, kan udvides på stort set alle områder: De kan tage billeder med af deres ferie, familie, hverdag osv.
Øvelsen kan også udvides til en skriveøvelse (se øvelse 1 under skriveøvelser).
NB: Man må selvfølgelig også gerne tage et almindeligt billede med, hvis man ikke har en smartphone.