Der bliver talt svensk på gangene - så er det sommer på Studieskolen!
I mange år har Studieskolen hvert år budt kursister fra Lunds Universitet velkommen til et kursus i dansk. Kurset finder altid sted ugen efter, svenskerne har fejret midsommar.
Kurset varer en uge, hvor kursisterne bor i København og har undervisning på Studieskolen hver dag. I år har vi i alt 60 kursister og tre forskellige hold - to for begyndere og et for fortsættere.
De bliver undervist af nogle af vores erfarne danskundervisere, der har godt kendskab til svensk.
Dansk og svensk minder meget om hinanden, men er også forskellige nok til, at der kan opstå mange misforståelser.
Men bare en uges intensivt kursus er nok til at få styr på de vigtigste forskelle og give begynderne mod på at kommunikere med danskere - uden at slå over i engelsk.
Dansk-svensk samarbejde
29. juni 2023
I samarbejde med Centrum för Öresundsstudier på Lunds Universitet underviser Studieskolen hver sommer kursister fra Sverige i dansk. Målet er bedre dansk-svensk sprogforståelse.