Udnævnelsen er sket efter en langvarig, solid og meget grundig ansættelsesproces, hvor Studieskolen fik hjælp af et rekrutteringsbureau, der sikrede, at alt gik rigtigt til – også i den situation, vi står i, hvor vi i sidste ende valgte en intern kandidat. Som formand for ansættelsesudvalget Nikolaj Lubanski sagde, så er det nogle gange sådan, at man skal kigge ud i verden for at opdage, at man har det, man skal bruge, lige ved siden af.
Der var 38 ansøgere til stillingen, og der var mange virkelig stærke kandidater blandt dem. Processen involverede samtaler og en række omfattende tests af de allerstærkeste, så vi var helt sikre på at vælge den rigtige kandidat til det meget krævende job.
Der var flere højtkvalificerede ansøgere, men til syvende og sidst var alle otte medlemmer af ansættelsesudvalget enige om, at Qasim Shaikh er den rigtige person til jobbet. Qasim har således det stærkest tænkelige mandat til at føre Studieskolen videre.
Qasim Shaikh har siden 2008 arbejdet med ledelse på Studieskolen. Derudover har han arbejdet med forretningsudvikling samt produkt- og konceptudvikling. Han har erfaring med offentlige udbud, han har været ankermand i opkøb og sammenlægninger, og han har udviklet alle de administrative systemer, der sikrer Studieskolens effektive drift. Siden 2018 har Qasim været vicedirektør på Studieskolen.
Med i ansættelsesudvalget var forperson for bestyrelsen for Fonden Studieskolen Business, Nikolaj Lubanski, forperson for bestyrelsen for Foreningen Studieskolen, Lisbeth Verstraete-Hansen, medlem af bestyrelsen for Foreningen Studieskolen, Jesper Denborg, medlem af bestyrelsen for Fonden Studieskolen Business, Anders Bildsøe-Lassen.
Derudover var der fire interne medlemmer af udvalget: medarbejderrepræsentant Louise Frank-Jørgensen, medarbejderrepræsentant Sabine Kramer, ledelsesrepræsentant Janne Aggerholm samt ledelsesrepræsentant Susanne Gram Larsen.
Ansættelsesprocessen har været i gang siden januar 2024, hvor Studieskolens nuværende direktør, Charlotte Lorenzen, meddelte, at hun valgte at stoppe til sommer for at fokusere på andre opgaver. Charlotte Lorenzen har ydet et kæmpestort bidrag på Studieskolen siden 2009, først som forstander for vores fremmedsprogsafdeling og siden 1. november 2018 som direktør for hele Studieskolen.
Qasim Shaikh tiltræder den 1. august.