Menu

Ny formand: Paradoksalt sprogmarked kalder på nye muligheder

18. maj 2021

Fonden Studieskolen Business har fået ny bestyrelsesformand. Nikolaj Lubanski mener, at behovet for at lære sprog aldrig har været større. Men viljen til at bruge tid og penge på at lære sprog har måske aldrig været mindre. Det er et kæmpe paradoks, mener han. Derfor skal Studieskolen både holde fast i sin kerne og samtidig forny sig igen og igen.

Nikolaj Lubanski har et godt kendskab til Studieskolens målgruppe. Til daglig arbejder han som direktør for Marketing og Talent i Copenhagen Capacity, som arbejder målrettet på at tiltrække udenlandske investeringer samt udenlandske studerende og specialister til København og Danmark.

”Jeg råder altid nytilkomne i Danmark til at lære noget dansk og arbejde sig ind på den danske kultur på den måde,” fortæller Nikolaj, som mener, det er vigtigt at tale andre sprog end ’blot’ engelsk.

”Vi har en forestilling om, at engelsk kan gøre det hele. Og det er voldsomt begrænsende: Én ting er, at du kan kommunikere på et fælles sprog. Det er vidunderligt, men du når kun et stykke af vejen. Du når ikke ind til forståelsen af kulturen og samfundet. Sprog er med til at konstituere samfund.”

Nikolaj er selv opvokset i Danmark med en polsk far: ”Polsk er et vanskeligt sprog selv for polakker; 8 kasus og komplicerede ”s” lyde. Måden, du taler på, siger meget om dig: Endnu mere end i Danmark. Hvis du skal ind i Polen, kan du godt begå dig på engelsk. Men du misser afgørende relationer og forstår ikke arbejdslivet og samfundet. Din ageren bliver begrænset af engelsk. Det samme kan du sige om udlændinges vej ind i Danmark. De vil forstå meget, men uden sproget bliver de aldrig lukket helt ind.”

”Sprog udvider dine handlemuligheder enormt. Og på den ene side er behovet for at lære sprog vokset i takt med internationaliseringen. Men på anden side bliver det slet ikke prioriteret, som det burde hverken økonomisk eller kulturelt.”

Ingen nemme løsninger

Selvom Nikolaj Lubanski ikke ser nogen nemme løsninger på udfordringerne i markedet, mener han, at vi hele tiden kan gøre mere for at være klar til fremtiden.

”Når min datter på 11 år finder ud af, at hun vil lære sprog, så henter hun en app og går rundt og leger lidt med den. Pludselig har hun lært en masse ord og begynder at forstå nogle ting. Hun leger med sproget. Vi må ikke undervurdere betydningen af gamification, men vi må heller aldrig komme til at forfladige læring. Studieskolen leverer kvalitetsprodukter inden for læring. Og det er en unik styrke, som skal bevares.”

”At vi har udviklet et produkt som fx ’Danish to Go’, er virkelig godt tænkt. Og meget tyder på, at corona-krisen har skabt en varig forandring af vores digitale vaner. Selvom vi længes tilbage til klasselokalerne, så kommer det til at være et andet miks fremadrettet. Både vi og kursisterne har fået større tiltro til onlinekurser og digitale læringsløsninger. ”

”Vi skal fortsat udvikle det miks af kanaler og strategier, der gør, at vi kan individualisere læring og samtidig ramme en pris, som vores kunder kan og vil betale. At lære sprog tager tid og koster både penge og anstrengelser. Kan vi forenkle den proces og tilbyde bedre læringsresultater end konkurrenterne? Det skal vi.”

Høj kvalitet, professionalisme og nye veje

Professionalisme har altid kendetegnet Studieskolen, siger Nikolaj Lubanski. ”Man leverer en vare, man kan stå inde for. Det er en professionel leverance på et højt fagligt niveau med en lang track record. Professionalismen gælder både det faglige og selve formen altså læringsmetoderne. Det er noget, vi kan være stolte af.”

”Men min rolle som bestyrelsesformand er også at turde stille spørgsmål. Jeg har siddet to år i bestyrelsen, og nu kommer jeg endnu tættere på i rollen som formand. Vores udgangspunkt er, at vi står på et solidt økonomisk fundament. Vi kan fortsætte med at tænke langsigtet og tage nogle chancer fx omkring et tættere samarbejde med andre læringsinstitutioner. Første gang med Cambridge Institute. Og anden gang med IA Sprog. Medarbejderne har vist, at vi kan samarbejde og vokse sammen. Det er en kæmpe præstation.”

”Det, som giver mig ro i maven, er, at vi har nogle superkompetente medarbejdere, som har formået at opretholde den høje, solide indsats i svære markeder og omskiftelige tider. Samtidig har Studieskolen en dygtig ledelse, som jeg glæder mig til at samarbejde endnu tættere med. ”