Menu

Onlinekurser er mere effektive

Trods nedlukning i foråret har Kirstine Fjordbak-Trier lært arabisk på Studieskolen. Et onlinekursus er mere effektivt, man sparer tid, og kursisterne har god kontakt med hinanden.

”Kan du bruge Facebook, kan du lære sprog online.” Sådan lyder det fra Kirstine Fjordbak-Trier. En af Studieskolens næsten 3.000 kursister, der begyndte at lære sprog online marts 2020.

Hun var i gang med at lære arabisk i Marokko, hvor hun boede, da verden blev lukket ned. Forinden havde hun taget Studieskolens begynderkursus i arabisk, og hun havde forgæves været i kontakt med skolen fra Marokko, fordi hun søgte et onlinekursus.

”Jeg vidste jo, hvor meget jeg havde lært det halve år, jeg gik på Studieskolen, og det var mere effektivt end mit lokale kursus, selvom jeg fik eneundervisning. Da jeg rejste hjem til Danmark i marts, fortsatte jeg med undervisningen hos min marokkanske underviser via Skype. Og det virkede ikke, for hun forstod ikke, at det at undervise online er meget anderledes end at undervise i et lokale. Derfor tog jeg kontakt til Studieskolen igen, og heldigvis havde de jo også rykket alt deres undervisning online, og det var bare perfekt,” fortæller Kirstine.

Hun anbefaler andre at benytte Studieskolens onlinekurser fremfor lokale undervisere, når det primære mål med undervisningen er at lære at tale sproget, som det var i hendes tilfælde.

”Studieskolens lærere har en grundlæggende viden om det at lære, som de ikke har i alle andre lande. I Danmark er der mere fokus på at tale og at fastholde vores interesse for at lære, hvor undervisningsformen i eksempelvis Marokko tit var noget terperi og en unødig tung måde at lære på. Jeg ville have lært mere med et onlinekursus på Studieskolen, selvom min 1:1-undervisning var fysisk, og min underviser var native speaking,” fortsætter hun.

Mindre teknisk end fysisk undervisning
Udover at Kirstine sparede mange penge ved at deltage på et onlinehold, fremhæver hun to primære fordele ved at lære sproget online: Det var mere effektivt, og hun havde lettere ved at fokusere.

”Skal du deltage i et fysisk hold, kommer du let til at bruge en times transport hver vej, og det er lang tid, når du har et liv og et arbejde. Samtidig er onlineundervisningen meget mere effektiv. Du logger på og er på med det samme. Og når læreren er kvalificeret i at undervise på den måde, er det muligt at variere undervisningen lige så meget online. Du kan både have klasseundervisning eller arbejde i mindre hold. Og med den rette opsætning kan alle se alle, og så er vi jo tættere på hinanden end ved vanlig undervisning, hvor vi primært ser på læreren. Det giver et andet nærvær, at vi kan se hinandens ansigtsudtryk. Og når vi skal arbejde i mindre hold, skal vi jo ikke til at flytte os og skramle med stole, men ser i stedet hinanden med det samme, ” fortsætter hun.

I modsætning til hvad mange tror, mener Kirstine, at online- undervisning hurtigt bliver mindre teknisk end fysisk undervisning. ”Er undervisningen fysisk, er der altid en højttaler eller noget, der er indstillet anderledes, fordi der har været andre i lokalet. Online sidder vi alle med vores egen computer, som ingen andre har rørt ved. På mit hold er der også nogle ældre kursister, der ikke var så vant til at være online, og de lærte det hurtigt. Du skal bare trykke på et link, og så er du inde i klasselokalet. Det er jo lige så brugervenligt som at bruge Facebook,” siger hun.

Nu er onlineundervisning et fast tilbud
Ikke kun kursisterne er glade for de nye muligheder. Det er underviserne også. Studieskolen havde allerede i flere år haft planer om at supplere de fysiske kurser med undervisning online, da nedlukningen i 2020 banede vejen. Allerede i foråret deltog 3.000 kursister i Studieskolens godt 200 onlinekurser. Selv da verden åbnede op igen, var interessen der stadig, og i efteråret 2020 gennemførte underviserne over 70 onlinekurser.

En af dem, tysklærer Sabine Kramer, havde frygtet, at skolen ville miste nogle af de ældre kursister, da undervisningen blev tvunget online. Men hun blev glædeligt overrasket, for det var bestemt ikke tilfældet.

”Når vi også formåede at fastholde de kursister, der normalt ikke er så vant til at leve online, bekræfter det jo bare, hvor nemt det er. De skulle bare logge på, og første gang fik de en rundtur online, så de vidste, hvornår de skulle trykke på hvilke knapper, og så kørte det. De var meget trofaste og var virkelig glade for at blive ved med at have den faste struktur hen over foråret. Sprogundervisningen på mange af aftenskolerne var jo aflyst, så det var fedt, at vi stadig kunne undervise. Før nedlukningen ville nogle sikkert have takket nej til onlineundervisning, og nu er vejen banet for, at vi kan blive ved,” fortæller hun.

Fra januar-februar 2021 tilbyder Studieskolen over 100 onlinekurser, så nu kan kursisterne både lære engelsk, fransk, græsk, italiensk, kinesisk, koreansk, russisk, spansk, tysk og dansk online, uanset hvor i verden de bor.

”De kan lære det samme som på et fysisk kursus. Men vi kan se, at nogle mangler det sociale. Så nu er vi begyndt at lukke deltagerne ind i det virtuelle klasseværelse, lidt før undervisningen begynder, så de kan snakke lidt, før undervisningen går i gang,” lyder det.

Se onlinehold