Du kan kun deltage i en danskprøve, hvis du foreviser korrekt legitimation ved prøven. Du skal vise legitimation ved både den skriftlige og den mundtlige del af prøven.
Bemærk, at kørekort IKKE kan anvendes til legitimation.
Legitimation ved Prøve i Dansk 1, Prøve i Dansk 2, Prøve i Dansk 3 og Studieprøven
1. Pas, opholdskort, fremmedpas eller konventionspas udstedt af en offentlig myndighed i Danmark.
2. Pas eller identitetskort udstedt af en offentlig myndighed i et andet EU-/EØS-medlemsland eller i Schweiz.
3. Pas eller anden gyldig rejselegitimation med billede udstedt af en offentlig myndighed i et andet land end ovenfor oplistet.
Det er dit eget ansvar at sikre, at du medbringer korrekt legitimation på prøvedagen. Hvis du ikke kan forevise korrekt legitimation, kan du ikke deltage i prøven. Du skal vise det originale dokument. En kopi eller et foto kan ikke bruges.
Hvis du har din legitimation liggende hos fx Udlændingestyrelsen på grund af sagsbehandling, skal du selv sørge for at anmode om at få legitimationen udleveret i god tid før prøven.
Anden legitimation
Hvis du ikke har en af de gyldige former for legitimation, kan du i nogle tilfælde få tilladelse til at anvende en anden form for legitimation. Du skal ansøge om dette hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) senest 4 uger inden prøven.
SIRI kan ikke give dispensation til anvendelse af kørekort som legitimation.
Se mere på danskogproever.dk eller spørg dit sprogcenter om hjælp.
Hvis du får tilladelse af SIRI til at benytte en anden form for legitimation, skal tilladelsen og den alternative legitimation medbringes til prøven.
Tjekliste inden prøven
- Sørg for i god tid inden prøven at sikre, at du har den nødvendige legitimation (så du evt. kan nå at skaffe korrekt legitimation, hvis du ikke allerede har det).
- Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har den rette legitimation, så spørg sprogcenteret om hjælp i god tid inden prøven.
- Husk at medbringe legitimationen på prøvedagen.