Menu

Simone Bianchetti

Simone er født i norditalienske Brescia og flyttede til Danmark i 2023.
Han har en kandidatgrad i fremmedsprog og litteratur fra universitetet i Milano med fokus på engelsk lingvistik. Han har også studeret dansk og tysk som sidefag. Hans speciale, som han arbejdede på, mens han var udvekslingsstudent ved Københavns Universitet i 2019, handlede om danskernes forhold til det engelske sprog i forskellige hverdagssammenhænge. Han har arbejdet som privat sprogunderviser og oversætter, før han kom til Studieskolen.

For ham er sprog ikke isolerede enheder, men levende, dynamiske organismer, der udvikler sig sammen med deres brugere. Derfor prioriterer han en dynamisk og sjov læringsproces, der spejler den virkelige verden. Han integrerer gerne undervisningsmaterialet med konkrete eksempler og udtryk, og når det er relevant, viser han alternative måder at bruge italiensk på, som bruges mere i en bestemt region eller by. På den måde gør han det (nogle gange) ”kunstige” sprog i undervisningsmaterialet mere ”levende” og mere passende til den komplekse, sproglige situation i Italien.

Simone anbefaler:
Steder: ”Norditalien med sine søer (Garda, Como, Maggiore) og bjerge (især dem i Trentino-Alto Adige-regionen) er langt fra det stereotype billede af Italien, som mange mennesker uden for landet har. Derfor er området i høj grad et besøg værd.”
Mad: ”Jeg nyder risotto i enhver form, især den med safran, også kaldet risotto alla milanese eller ris sgiald (gule ris) på milanesisk dialekt. Jeg elsker dens cremede konsistens og det gyldne strejf fra safran.”
Kunst: ”Jeg er glad for longobarderne, et germansk folk, der spillede en vigtig rolle i Italiens tidlige middelalder, og som ”min” region Lombardiet, hvor jeg er født, er opkaldt efter. Du kan finde eksempler på deres kunst på museer og i kirker over hele Italien. I min fødeby Brescia ligger Santa Giulia-museet, som er indrettet i et kloster med en basilika fra longobardernes tid.”
Musik: ”Jeg lytter passioneret til post-punk/new wave, goth, metal og rock, og jeg arbejder faktisk et par gange om måneden på en rock- og metalbar på Vesterbro. Selvom de fleste af mine yndlingskunstnere ikke er italienere eller ikke synger på italiensk, nyder jeg også sange af Verdena, Elio e le Storie Tese, Caparezza og Fabrizio De André.”