Hvordan gør værktøjet en forskel?
Jing er et af de nemmeste og samtidig mest tjekkede værktøjer til rettelse af skriftlige opgaver. Oprindelig blev Jing sikkert udviklet til at optage præsentationer af computerprogrammer og lignende, og det er præcis denne egenskab, vi kan udnytte til undervisningsbrug: Du kan optage det, der sker på skærmen, og samtidig indtale kommentarer.
I praksis betyder det, at du kan optage, hvordan du gennemgår deltagernes opgaver, og samtidig indtale kommentarer, mens du retter opgaverne. Resultatet kan du sende til deltagerne som et link eller lægge det på kursets læringsplatform.
Deltageren får en detaljeret gennemgang af sin opgave, uden at det behøver tage længere tid for dig. Gennemgangen er altid tilgængelig for deltageren og kan afspilles adskillige gange. Den kan også føjes til en logbog eller anden form for læringsportefølje (se mulighed 6).
Formål
- Træne skrive- og lyttefærdigheder.
Forkundskaber og udstyr
Det er meget nemt at downloade programmet, og hvis du kan bruge fx rettefunktioner i Word og håndtere en mail, så er du også i stand til at arbejde med Jing. Det kan være en fordel også at kunne bruge en blog eller anden læringsplatform, hvis du gerne vil gemme filerne. Din pc skal have mikrofon og lyd.
Tid
Det tager 5 minutter at installere Jing og lidt længere tid at rette opgaverne de første gange. Når du en gang har vænnet dig til at rette opgaver i Jing, så tager det ikke længere tid end at rette på papir. Det kan tage lidt tid at oploade de færdige videoer, alt efter din internetopkobling.
NB: Mere avancerede brugere kan oploade videoerne gennem FTP, så går det betydeligt hurtigere.
Beskrivelse
- Bed deltagerne om at sende deres skriftlige opgaver til dig som mail. Det spiller ingen rolle, om de sender dem direkte i mailen eller som vedhæftet fil.
- Åbn mailen og gå til optagelsesfunktionen i Jing (se denne video, hvis du er i tvivl om, hvordan du skal gøre).
- Så optager du, hvordan du retter opgaven, samtidig med at du kan kommentere dine rettelser.
- Gem den rettede opgave og send den tilbage til deltageren eller læg den til deltageren på kursusplatformen.
Variant
På samme måde kan du fx også optage, at du
- Forklarer grammatik i PowerPoint.
- Læser en tekst op og markerer væsentlige elementer, mens du læser.
- Beskriver et billede som introduktion til et emne.
- … og meget mere - det er kun din fantasi, der sætter grænser.
Screencastomatic som variant
Ligesom programmet Jing er Screencast-o-matic.com en skærmoptager, men det har to yderligere funktioner, så det kan bruges til lidt andre ting.
For det første skal man ikke installere et program. Det betyder, at man kan optage, bare man har adgang til Internet Explorer eller en anden browser.
For det andet kan man gemme sine videoer offline. Det betyder, at man kan have et arsenal af skærmoptagelser med sine rettelser på et usb-stik og ikke behøver have internetforbindelse for at tilgå dem.