Menu

Studieskolens sprogstøtteafdeling søger erfarne undervisere i dansk som andetsprog

Brænder du for at undervise i dansk som andetsprog? Har du lyst til at hjælpe SOSU-elever med at blive bedre til dansk? Så er du måske vores nye kollega i sprogstøtten.

Siden 2021 har Studieskolen i tæt samarbejde med Københavns Kommune leveret virksomhedsforlagt sprogstøtte til tosprogede SOSU-elever i deres oplæringsperioder på plejehjem og hos hjemmeplejen i Københavns Kommune. 

Undervisningen foregår på små hold på den enhed, hvor eleverne er i praktik, og ligger inden for elevernes arbejdstid. 

Undervisningen tager udgangspunkt i hver enkelt elevs sprogbehov og er individuelt tilrettelagt ud fra et kommunikativt og funktionelt sprogsyn. Indholdet koncentrerer sig om at udvikle elevernes dansk- og fagsproglige kompetencer og har fokus på transfer fra sprogstøtte til SOSU-praksis. 

Vi er ambitiøse på elevernes vegne og lægger vægt på, at hver elev bliver udfordret i undervisningen og opnår hurtig progression, så de kan gennemføre deres SOSU-uddannelse. Vi har opnået fremragende resultater, og de elever, der har modtaget vores sprogstøtte, har langt lavere risiko for uddannelsesfrafald.

Vi tilbyder:

  • Ansættelse i en dynamisk og udviklingsorienteret organisation
  • Dygtige og engagerede kollegaer
  • Mulighed for at udvikle dig selv og din sprogstøttepraksis
  • Grundig introduktion til og oplæring i sprogstøtteopgaverne
  • Løbende faglige og sociale arrangementer

Vores forventninger til dig:

Det er et krav, at

  • du har gennemført Uddannelsen til underviser i dansk som andetsprog for voksne m.fl.
  • du har min. 4 års undervisningserfaring fra et sprogcenter.

Derudover lægger vi vægt på flg. kompetencer:

  • Erfaring med virksomhedsforlagt undervisning
  • Erfaring med individuelt tilrettelagt undervisning og differentiering
  • At du kan undervise ud fra et kommunikativt og funktionelt sprogsyn.
  • At du er stabil, fleksibel og kan arbejde selvstændigt, men også sammen med kolleger og ledelse i afdelingen.
  • At du er udviklingsorienteret og interesseret i at udvikle undervisningsmateriale, der tager udgangspunkt i et SOSU-fagsprog.
  • At du er indstillet på at cykle rundt mellem forskellige plejehjem i Københavns Kommune.

Ansøgning og yderligere information:
Der er tale om deltidsstillinger.  Du bedes skrive den ønskede ansættelsesgrad i din ansøgning. Er du interesseret i ansættelse på fuld tid, er der mulighed for at supplere sprogstøtteundervisningen med aftenundervisning på et af Studieskolens andre tilbud. Er det et ønske, bedes du nævne det i din ansøgning.

Vi ønsker stillingerne besat pr. 1. juni eller 1. august.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Majbritt Jensen på telefon 24455005 eller mail maje@studieskolen.dk.

Send din ansøgning, CV og dokumentation for relevant uddannelse til job@studieskolen.dk senest 21. april 2025 kl 12. Skriv Sprogstøtteunderviser i emnefeltet.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler sidst i uge 17.

Studieskolen er en velrenommeret, velkonsolideret og udviklingsorienteret sprogskole, der gennem snart 50 år har tilbudt højtkvalificeret sprogundervisning. Ud over sprogstøtte i dansk tilbyder vi Danskuddannelse, private danskkurser, skræddersyet dansk til erhvervslivet, Forberedende Voksenundervisning i dansk, matematik, engelsk og digital samt undervisning i flere end 30 fremmedsprog.  Vi er en af landets største sprogskoler med stor tilgang af kursister, der skal lære sprog. Vi er kendetegnet ved et højt fagligt niveau, veluddannede medarbejdere og høj kundetilfredshed. Vi brænder for at gøre mødet mellem mennesker og kulturer let og vellykket, og vi er med til at skabe fællesskab, medborgerskab og et udsyn til hele verden - vi er med til at bringe folk sammen.