Koreansk 1 - for begyndere
Start | 11.09.2024 |
Periode | 11.09.2024 til 29.01.2025 |
Lektioner | 36 |
Hold nr.: | 1575-24 |
Underviser |
MA
Bonhee Goo |
|
|
Sted | Vognmagergade 8, 2. sal |
Lokale | V250 |
Tid |
ons 17.15 - 18.55 |
Pris | kr. 2.220 |
Nedsat pris | kr. 2.005 |
Tid |
ons 17.15 - 18.55 |
Annyeonghaseyo!
Du har måske set K-drama, hørt K-pop eller elsker kimchi. Du ved sikkert allerede, at overskriften betyder "goddag". Men nu vil du gerne lære lidt mere koreansk. Du lærer at tale dagligdags sprog, og vi øver meget samtale i klassen. Ved siden af det lærer du også hurtigt at læse det koreanske alfabet, hangeul, så du kan orientere dig i et menukort og læse vejskilte.
Du lærer fx:
- at hilse høfligt
- at præsentere dig selv
- at bestille bulgogi og bibimbap på en restaurant og fortælle, om du kan lide kimchien
- at bestille te og kaffe på en café
- at fortælle om din dagligdag
- at fortælle, hvad du gerne vil
- at stille enkle spørgsmål og svare i hverdagssituationer
- verber i nutid, så du kan tale om, hvad du laver, hvordan du har det, og hvad du kan lide
- tallene, så du kan sige dit telefonnummer og din alder - både den koreanske og den vestlige
- den første grammatik, bl.a. de mest almindelige partikler, så du kan holde styr på sætningerne
Vi snakker også om koreansk kultur, især hvor den har indflydelse på sproget.
Hvordan foregår timerne?
Vi arbejder med forskellige typer materiale som tekst, video og lyd. Vi bruger også forskellige digitale hjælpemidler til at støtte indlæring af ordforråd, og vi bruger både klasseundervisning og øvelser i grupper og par. Vi laver lytteøvelser, så du bliver bedre til at forstå koreanerne.
Få samlet overblik over kurset og materialerne
Du får adgang til Moodle, der er vores online læringsplatform. Her har du et samlet overblik over hele kurset. Du har også kontakt med de andre kursister, og I kan tale om, hvad der sker på holdet. På Moodle kan du:
- se planen over hele kurset, de enkelte undervisningsgange og hjemmearbejde
- se undervisningsmaterialer, også ekstra materialer
- kommunikere med din underviser og dine medkursister
- følge med og indhente det forsømte, hvis du er fraværende i løbet af kurset
Praktiske oplysninger
Lærebøger: Talk To Me In Korean Level 1, ISBN 9791186701072, og Talk To Me In Korean Workbook Level 1, ISBN 9788956056883. Du kan købe bøgerne på saxo.com eller på amazon.de.
Kurset passer til dig, der ikke kan noget koreansk.
Du skal være fyldt 15 år for at deltage i undervisningen.
Forberedelse: ca. 2 timer om ugen.
Der er 13-20 kursister på holdet.