Videre med dansk (C1)
Start | 06.01.2025 |
Periode | 06.01.2025 til 10.02.2025 |
Lektioner | 21 |
Hold nr.: | 01120-25 |
Underviser |
cand.mag.
Signe Wendt Galster |
|
|
Sted | Borgergade 12, 1. Sal |
Lokale | 112 |
Tid |
man 17.00 - 20.00 |
Pris | kr. 1.495 |
Tid |
man 17.00 - 20.00 |
Videre med dansk!
Du kan klare de fleste samtalesituationer både privat og offentligt på dansk. Men du ved også, at der stadig er noget, du kan blive bedre til. Og det har du lyst til!
Formålet med kurset er ikke, at du skal bestå en prøve, men at du bliver ved med at udvikle dit dansk. Vi arbejder især med talesproget.
Hvad lærer du på kurset?
Du bliver opmærksom på, hvilke træk i netop din udtale, der kan forstyrre kommunikationen. Du får øvelser og teknikker til at ændre dem.
Du får et bredere og mere nuanceret ordforråd. Vi fokuserer på forskelle mellem ord og udtryk, der betydningsmæssigt ligger tæt på hinanden, men som bruges i forskellige kontekster og sfærer.
Du bliver mere opmærksom på, hvad der faktisk sker med sproget, når folk taler sammen, og du får lettere ved at forstå danskere, der taler hurtigt og utydeligt.
Du får bedre styr på den del af grammatikken, som stadig volder dig vanskeligheder.
Du får øvelse i at formulere dig adækvat og præcist i private og offentlige situationer, hvor du har noget, der er vigtigt for dig at sige og tale om, men hvor du stadig føler dig lidt utryg ved at gøre det på dansk. Det kunne være at udtrykke fx kritik, ros, bekymring, vrede. Eller at forklare en fremgangsmåde, at forhandle eller at bede om og give vigtige oplysninger. Vi fokuserer med andre ord på alle mulige kommunikationssituationer, som indgår i hverdagslivet. Vi vil sammen finde på nogle relevante situationer og lave rollespil.
Du får øvelse i at lave en mundtlig præsentation foran klassen, evt. suppleret med lyd, foto, video eller grafik, om et emne, som du selv vælger af personlig eller faglig/professionel interesse. Du kan også vælge at lave præsentationen på video.
Hvordan foregår undervisningen?
Vi vil i klassen tage udgangspunkt i lyd- og videoklip fra medierne, fx nyheder, debat, underholdning, reklamer, dokumentar, fiktion. Naturligvis vil vi forholde os til indholdet og diskutere det, men vi vil også have opmærksomhed på, hvad der sker sprogligt, når folk taler sammen.
I skal lave 'feltstudier' uden for klassen: hjemme, på arbejde og uddannelse, på gaden, i offentlig transport osv. og dele med os andre, hvad I har registreret, oplevet og undret jer over af sproglige fænomener.
Mindre skriftlige opgaver og øvelser vil indgå som støtte til arbejdet med det mundtlige.
Praktiske oplysninger
Kurset ligger på niveau B2/C1 på Den Fælles Europæiske Referenceramme for Sprog.
Kurset er for dig, der kan en del dansk i forvejen, svarende til at du har bestået Prøve i Dansk 3 eller tilsvarende.
Forberedelsestid: cirka 8 timer om ugen.
Der er 10-18 kursister på holdet.