Menu

Aftenbyvandring
Alle niveauer

Start
onsdag 16. oktober
Pris
kr. 0
Lektioner
3
Start 16.10.2024
Periode 16.10.2024 til 16.10.2024
Lektioner 3
Hold nr.: 9186-24
Underviser cand.mag. Rasmus Mortensen
cand.mag. Pernille Lykke Jepsen
 
Sted Borgergade 12, 1. sal
Lokale 109
Tid ons 17.30 - 20.00
Pris kr. 0
Tid ons 17.30 - 20.00

Oplev København og lær dansk på vores aftenbyvandringer
Kom med på vores aftenbyvandring og lær dansk, mens du bevæger dig rundt i smukke København. Dette kursus kombinerer sproglæring med kulturelle oplevelser, hvilket gør din sprogundervisning både spændende og berigende.

Udforskning af København
Vi går sammen på opdagelse i Københavns maleriske gader og kvarterer, hvor vi besøger kendte landemærker, skjulte perler og historiske steder. Undervejs øver vi os i dansk ved at beskrive, diskutere og stille spørgsmål om de forskellige seværdigheder.

Mål og udbytte
Kurset er designet til at forbedre dit mundtlige dansk. Gennem praktisk anvendelse af sproget i autentiske omgivelser får du en dybere forståelse og en mere nuanceret brug af dansk. Samtidig får du en unik mulighed for at lære København bedre at kende og opleve byens kultur og historie på nært hold.

Kom med på vores aftenbyvandring i København og oplev, hvordan sprogundervisning og kulturel udforskning kan gå hånd i hånd.

Vi mødes på Studieskolen, Borgergade 12, 1. sal, lokale 109.

Rasmus Mortensen

Rasmus anbefaler:
Hvad er dine yndlingssteder i København?
”Når jeg bevæger mig rundt i København, har jeg tit de historiske briller på. Jeg er vild med Københavns historie og specielt middelalderen har min interesse. Selvom historien er rig, har vi desværre ikke så mange bygninger tilbage fra denne tid. Et af de steder, man kan få et glimt af fortiden, er på Jarmers Plads, hvor der midt ude mellem vejbanerne står en ruin af et tårn. Jarmers Tårn er alt, hvad der er tilbage af bymuren fra 1520’erne, som dengang gik rundt om byen. Hvis man lukker øjnene, kan man måske forestille sig, hvor imponerende det har set ud.

Jeg holder også meget af gotiske kirker fra middelalderen, men da udvalget i København desværre ikke er så stort, vil jeg i stedet fremhæve en mere unik bygning: Grundtvigskirken, som ligger på Bispebjerg i København Nordvest. Den er bygget i det 20. århundrede og er stort set udelukkende af gule mursten. Hvis du ikke har besøgt den, vil jeg opfordre dig til at tage afsted. Den er fantastisk.

Hvis du mere har lyst til at gå ud og høre noget musik, er der masser af muligheder i København. Et af mine yndlingsalbums på dansk er Steppeulvenes ’Hip’ fra 1967. Sangeren Eik Skaløe døde desværre allerede året efter i en ganske ung alder, men guitaristen Stig Møller spiller stadigvæk, og den første mandag i hver måned kan du opleve ham på Drop Inn sammen med bassisten Peter Ingemann. De synger begge to. Der er også flere historiske værtshuse i byen, og på Kultorvet kan du besøge Hvide Lam fra 1807 og hver aften lytte til live jazzmusik.

Til sidst vil jeg anbefale museet Davids Samling, hvor du eksempelvis kan se værker af Vilhelm Hammershøi, og hvis samling af islamisk kunst er formidabel. Der er altid gratis adgang.

God fornøjelse!”

Vis mereVis mindre

Pernille Lykke Jepsen

Pernille anbefaler:
Har du et yndlingssted i København?
”Jeg bor på Vesterbro i København.
Jeg kan godt lide at sidde på et trappetrin i mit kvarter. Her drikker jeg min medbragte kaffe og læser i en bog, mens solen når ned over tagene og luner mit ansigt.
Jeg er også vild med Københavns mange steder ved vandet. Her kigger jeg så langt ud i horisonten, at vand og himmel når hinanden bag en bro, en kajak, badende, en båd - eller en svævende fugl.
Jeg føler mig hjemme på Kunsthal Charlottenborg. Her genkender jeg følelser og tanker, som jeg ikke længere er alene med. De mange nutidige kunstneres kunstværker provokerer og inspirerer mig. Jeg beundrer dem.
Jeg tager gerne med venner eller familie på endagsferie i København. Her oplever vi kendte eller ukendte steder sammen. En begivenhed på Facebook eller Instagram får os måske til at pakke en lille taske og tage ud for at opleve København.
Jeg ér her i København.”


Har du en dansk yndlingsbog?
”Jeg kan vældig godt lide Inger Christensens ’Alfabet’ som er en digtsamling, der starter med:

1 abrikostræerne
abrikostræerne findes, abrikostræerne findes

2 bregnerne
bregnerne findes; og brombær, brombær og brom findes; og brinten, brinten.

Digtsamlingen udvikler sig i en rytme båret frem af alfabetets rækkefølge og Fibonaccis talsystem. Med smukke ord får du en fin tur ud i en verden, du kender og ser på ny.”

Vis mereVis mindre

Aftenbyvandring
Alle niveauer

16. oktober - 16. oktober

Tilmeld