Menu

Oscar Otto Sanz

Vi har spurgt vores undervisere, om de kan anbefale et sted, et stykke dansk musik eller en dansk kunstner. Det kan også være en bygning eller fx en gade eller en park. Her kan du se, hvad Oscar anbefaler.

Oscar Otto Sanz underviser i dansk på Studieskolen
Hvad er dit yndlingssted i København?
”Om sommeren er der masser af små stille oaser i København, men Kongens Have er ganske unik med sin historie, sin smukke stil - og så ligger den kun et stenkast fra Studieskolen. Om vinteren ligger Davids Fond og Samling op ad Kongens Have. Her kan man komme ind gratis og nyde bl.a. en fantastisk islamisk samling af miniaturemalerier, som jeg aldrig bliver færdig med at beundre.”
 
Har du en dansk kunstner, du vil anbefale?
”Jeg vil altid anbefale H.C. Andersen - ikke kun for hans eventyr, som er verdensberømte, men fordi han står som eksempel for et menneske, der fandt sin vej i livet ved at følge sin indre stemme, hvor svært det end var, og samtidig fik rejst meget i løbet af sit liv. Det ville have været en fornøjelse at have haft en samtale med ham.”
 
Din yndlingspark
”Jeg kan ikke lade være med at fremhæve Fælledparken, som jeg har boet omkring i 25 år. En fælled er jo et stykke græs, hvor alles dyr kan græsse, og sådan er det nok startet, men i dag er den rammen for mange aktiviteter i byen - ikke mindst sportsaktiviteter med to stadioner, mange boldbaner, flere legepladser, DHL-løb osv. Men den har også en sansehave for blinde og mange hyggelige steder at slappe af, fx omkring den smukke sø eller ved Cafe-Pavillonen.”