A1.2 og A1.3 Fransk for næsten begyndere (trin 2+3 af 4)
Start | 03.02.2025 |
Periode | 03.02.2025 til 30.06.2025 |
Lektioner | 54 |
Hold nr.: | 3207-25 |
Underviser |
maîtrise de français langue étrangère
Lise Soula |
|
|
Sted | Vognmagergade 8, 1. Sal |
Lokale | V111 |
Tid |
man 17.30 - 20.00 |
Pris | kr. 3.370 |
Nedsat pris | kr. 3.045 |
Tid |
man 17.30 - 20.00 |
Din gode rejse til Frankrig begynder her
Når du har lidt fransk med i bagagen, så behøver du ikke at starte helt forfra. I stedet kan du begynde på dette hold og straks komme i gang med at blive bedre til fransk. Så bliver det meget sjovere at gå på marked og handle eller gå ud og spise i Frankrig.
På alle Studieskolens kurser er fokus altid at lære at tale sproget. For det primære mål for alle er jo at kunne tale med lokalbefolkningen.
Du får fra starten et godt ordforråd, som du kan bruge, når du skal
- præsentere dig selv og din familie, ven, kæreste eller kollega. Herunder hvor gamle I er, hvad I laver, og hvor I kommer fra
- købe ind på det lokale marked, så du fx kan udpege de smukkeste vindruer og de lækreste oste og fortælle, hvor mange du skal bruge
- bestille et godt glas vin og en flaske vand på en café eller restaurant
- fortælle om, hvad du har lavet i weekenden
- rejse med offentlige transportmidler
Du lærer også tallene og at bruge dem i konkrete sammenhænge. Blandt andet hvis du vil spørge om, hvad noget koster på markedet eller i en butik. Og vi går i gang med at tale fransk i datid, så du kan fortælle, hvilken bil du lejede sidste år, eller hvor du så de smukkeste lavendelmarker i Provence.
Undskyld. Er det langt væk?
Det at spørge om vej er en vigtig del af kurset. Dels fordi det er noget, du ofte får brug for, når du er på ferie. Dels fordi det er en nem måde at komme i kontakt med franskmændene. De fleste franskmænd vil med stor glæde hjælpe dig med at finde den adresse, som du leder efter. Og så er det jo rart at have styr på retningerne som højre, venstre og ligeud. Særligt fordi 'højre' og 'ligeud' ligger meget tæt på hinanden på fransk, så det kan hurtigt blive til noget rod.
En ferie er tit blandt målene for at lære at tale fransk. Derfor taler vi blandt andet om, hvilken slags ferier vi godt kan lide. Er det skiferien i De Franske Alper eller solferien ved Côte d'Azur? Eller er det snarere vandreferie i Les Gorges du Verdon i Haute-Provence? Eller drømmer du om at besøge Frankrigs ældste golfklub Le Pau Golf Club, som åbnede i 1856?
På Studieskolens franskkurser bliver du hurtigt god til fransk, fordi vi taler sproget så meget som muligt. Derfor er grammatikken noget af det eneste, vi nogle gange gennemgår på dansk. På dette kursus lærer du udelukkende den nødvendige grammatik, der styrker dine samtaler. Særligt at bøje udsagnsord i nutid og datid.
Udtale og ordforråd er noget af det vigtigste på begynderkurserne, og ofte er den karakteristiske franske melodi med til at løfte stemningen, så vi har det sjovt, mens vi taler fransk.
Netop for at du kan træne sproget mest muligt, bliver klasseundervisningen suppleret med gruppearbejde og opgaver, I skal løse to og to.
Få samlet overblik over kurset og materialerne
Du får adgang til Moodle, der er vores online læringsplatform. Her har du et samlet overblik over hele kurset. Du har også kontakt med de andre kursister, og I kan tale om, hvad der sker på holdet. På Moodle kan du:
- se planen over hele kurset, de enkelte undervisningsgange og hjemmearbejde
- se undervisningsmaterialer, også ekstra materialer som fx videoer
- kommunikere med din underviser og dine medkursister
- følge med og indhente det forsømte, hvis du er fraværende i løbet af kurset
Lærebøger
Inspire 1: Livre de l'élève (ISBN 9782015135755)
Inspire 1: Cahier d'activités (ISBN 9782015135762)
Der findes også digitale udgaver af bøgerne.
Vi bruger bøgerne på fire trin: A1.1-A1.4.
Begge bøger er fra forlaget Hachette og giver et godt indblik i Frankrig, fransk kultur og fransktalende lande.
Dette franske lærebogssystem har også et onlineunivers, Parcours digital (A1), samt lyd- og videofiler. Der er også rettevejledninger, transskriptioner og en ordliste på bl.a. engelsk.
Du kan fx købe bøgerne i Den Franske Bogcafé, denfranskebogcafe.dk. Her får Studieskolens kursister en rabat på 5 % på bøger.
På A1-niveaet får du også adgang til Grammaludique A1, som er en skattekiste af supplerende selvrettende øvelser, som vores undervisere har sat sammen til dig. Der er en række forskellige emner, som du på egen hånd kan gå på opdagelse i, hvis du har tid og lyst til mere end de almindelige lektier.
Praktisk
Forberedelsestid: Du skal regne med cirka to timers forberedelse om ugen. Brug hellere 15 minutter hver dag end to timer aftenen før undervisningen.
Description in English
French for almost beginners
Do you speak a tiny bit of French and would you like to learn more? Perhaps you already took a beginner's class? Then this is the course for you. You will practise a lot of useful French that you can use on your next trip - to find your way, go shopping at the market or ask for help.
We focus on speaking as much French as possible in class, so it's okay if you don't speak much Danish.
Ingen undervisning 23/6.