Menu

Ask Ryding-Hernæs

Kinesisk på Studieskolen - Ask Ryding

Ask underviser både i dansk og kinesisk.
Ask fortæller: ”Jeg underviser både i dansk og kinesisk – mit modersmål er dansk, og jeg har studeret kinesisk på universitetet. At studere kinesisk har givet mig en stor forståelse af, hvordan det er at lære et fremmedsprog samt at lære en anderledes kultur at kende.”

Her kan du læse, hvad Ask anbefaler dig, der lærer dansk. Scroll længere ned for at se hans anbefalinger til dig, der lærer kinesisk.
”Et af mine favoritsteder i København er Glyptoteket. Jeg er interesseret i kunst og tager derind for at tegne de smukke skulpturer. Det er et besøg værd. Jeg kan også anbefale at se skulpturer udendørs. For eksempel i Kongens Have, Ørstedsparken og Hans Tavsens park.
Jeg bor på Nørrebro, som jeg holder meget af. Der er alle mulige forskellige butikker, restauranter og mange forskellige mennesker fra forskellige dele af verden. Tag for eksempel en tur til Assistens Kirkegård og besøg H. C. Andersens og Søren Kirkegaards grave i flotte omgivelser og gå op ad Blågårdsgade og få en kop kaffe, eller find interessante tøjbutikker på Elmegade.
 
Bøger jeg kan anbefale:
’Kongens Fald’ af Johannes V. Jensen - en klassisk historisk roman om 1500-tallets Danmark
Tegneserien ’Valhalla’ af Peter Madsen - meget flot tegneserie om de nordiske guder (kan læses af både børn og voksne!) ”

Ask siger dette om sine erfaringer med kinesisk:
"Jeg har læst Kinastudier på universitetet og har undervist studerende, børn og voksne i kinesisk. Det var de kinesiske skrifttegn, de kulturelle forskelle og den enorme dynamik i landet, der fascinerede mig. Jeg har sammenlagt boet i Kina i to år og rejst i landet - og den rejse stopper aldrig - landet er så stort, at der altid er et nyt sted at besøge.
Jeg elsker at formidle sproget og har en kærlighed til skrifttegnene og deres udvikling.
Jeg interesserer mig for Kinas politik, sprog og kultur. Når man lærer et sprog fra en kultur på den anden side af jorden, kommer man også til at se på sit eget sprog og kultur på en ny måde. Det synes jeg er noget af det mest spændende."

Ask anbefaler:

Steder
Den kinesiske mur: man kan tage til det mest populære sted Badaling, hvor muren er restaureret, men man kan også tage til Simatai, hvis man er klar til en vandretur. Denne del af muren er ikke restaurereret, og man kan gå en rute i smukke omgivelser og få rørt sig.
Tag til Xi’an og se Qinkejserens terrakottakrigere!
Oplev Beijings buldrende liv og oplev historien ved at se Mao Zedongs mausoleum.

Litteratur
Opråb af Lu Xun, den mest kendte forfatter i Kina fra starten af det 20. århundrede.
The Three Body Problem af Liu Cixin, selv Barack Obama har læst den. En moderne science-fiction roman om rumvæsner, videnskab og med referencer til Kinas nyere historie.
Daodejing også kendt som Tao te ching - en lille bog med store dybder.
Konfucius’ samlede samtaler er blevet udgivet i dansk oversættelse for nylig. Den gamle filosofs tanker er et af de vigtigste fundamenter i kinesisk kultur og samfund.

Film
Instruktøren Zhang Yimous To Live (Huozhe) følger en kinesisk familie igennem Kinas moderne historie.
Red sorghum (filmatisering af nobelprisvinderen Mo Yans roman).
Ip man (en ægte kong fu-basker).

Mad
Der er garanterede smagsoplevelser fra den lokale nudelbiks til de dyreste restauranter. Hver provins har sine specialiteter –  mit favoritkøkken er mad fra Sichuan provinsen - stærk og kraftfuld mad. Mad finder man altid i Kina, så det er bare om at smage sig frem!